Dansk English

Type: Rødvin.

Årgang: 2015

Producent: Enoport-Produção de Bebidas.

Druer: Cabernet Sauvignon, Touriga Nacional.

Alkohol: 13,5%.

Betegnelse: Tejo DOC

Butik: Systembolaget, Limhamn (Se flere butikker).

Pris: SEK 99,-.

Der er formentlig tale om en vin, der udelukkende sælges under dette navn til eksport. Det er muligvis den samme vin, som i Portugal sælges under navnet: Quinta S. João Batista Carbernet Sauvignon – Touriga Nacional.

Det er en klar mørkerød vin med lilla kanter og med intens duft af røde bær. En tør, fyldig vin med tilpas tannin og lidt bitterhed i eftersmagen. Drukket til braiserede svinekæber med spidskål, sortøjebønner og ristede champignons. Vinen passede virkeligt godt til maden.

Vinen hedder rabisco, som på portugisisk betyder en skitsetegning. Skitsen forestiller en stork, som der er mange af i Tejo-området. Rabisco har i vinsammenhæng også en anden betydning. Når årets druer er høstet, får egnens beboere, som ikke selv har vinmarker, i nogle tilfælde lov til at foretage en efterhøst (”rabisco”), hvor de finder frem til druer,som ikke blev høstet i første gang. På den måde kan de jordløse også fremstille vin i mindre omfang. I Alentejo gæres og lagres vinen i Talhas, som er lerkrukker fremstillet til formålet.

Traditionen ligner den som omtales i vores høstsang ”Marken er majet”, hvor der står: ”Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.”

I nogle egne af Portugal var det børnene, som fik lov til at plukke de tiloversblevne druer. Druesaften kunne bruges til at fremstille en sirup, som kunne smøres på brødet.

Skriv til mig på vinho-tinto”at”outlook.com, hvis du har spørgsmål, kommentarer eller forslag. Erstat “at” i adressen med @